Projekt
Havnens Lys
“Disse store skibe med deres strømlinjede former,
buler og afskrabninger fra hele verden
er både mit lærred og min palette.”
Brian Bjeldbak, september 2016
Fotokunst – projekt
Havnens Lys
Interessen for skibe har jeg haft siden barnsben. Min far er gammel sømand og har sejlet verden rundt på fragtskibe.
Set fra den romantiske side kommer de med spændende sager ude fra den store verden i form af varer, søfolkenes fremmede sprog og eksotiske bynavne malet på agterstavnen.
Rustent stål og
afskallet maling
Jeg er professionel fotograf. For mig er skibe meget andet end blot transportfartøjer.
Under de rette omstændigheder kan forfald være smukt. Rustent stål og afskallet maling er ren kunst i mine øjne.
Set med fotografens øjne har de udfordrende farver, former og linier, som jeg kan få frem gennem mine billeder.
De opfylder min mission med at formidle visuelle udtryk.
Aarhus Havn
Over 1000 billeder blev taget fra juli 2014 til august 2016 i Aarhus Havn. Med håndholdte kameraer ombord på havnens nyeste slæbebåd Aros og arbejdsbåden Ara var jeg med rundt i havnen til områder, som publikum ikke har adgang til.
Jeg prøvede omhyggeligt at komponere billederne i kameraet, hvilket ikke var let på gyngende grund.
Vejret var ikke med mig. Slud og regn var desværre på menuen de dage, der var aftalt til optagelserne.
Fotobog “Havnens Lys”
De bedste af billederne er efterfølgende behandlet med forskellige metoder, der fremhæver detaljer, konturer og farver, som ikke umiddelbart ses med øjet. I nogle tilfælde har jeg endda taget mig den kunstneriske frihed at omfarve skibet.
Udvalgte billeder er samlet i den fotobog, som projektet er udmundet i. Bogen blev udgivet 1. november 2016, og jeg håber, at du vil få lige så stor fornøjelse af billederne som jeg.
Brian Bjeldbak
Link til samtlige billeder, hvor af de fleste er med i bogen (dog ikke de tre af FAIRCHEM SWORD, der først er optaget efter bogens udgivelse)
Kontakt mig for at høre, om der er flere eksemplarer tilbage af fotobogen (kr. 299 incl. porto)
Officielt er den udsolgt fra forlaget, men jeg har stadig et lille privat lager. Str. A4 (et opslag = dobbelt A4) kr. 299 incl. porto