Den første førerløse bus i Danmark kører her
Aalborg d. 05.03.2020
Den lille bus har i længere tid kørt på stisystemet i Aalborg Øst. Fejl er blevet rettet og nu er den endelig klar til officiel indvielse.
Det skete med deltagelse af transportminister Benny Engelbrecht, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen og direktøren for selskabet Holo, som står bag teknologien, Peter Sorgenfrei, som alle fik sig en lille tur i den elektriske, førerløse bus.
Vind i håret får man ikke noget af, for tophastigheden er kun 18 km/t. Denne begrænsning er for at matche den anden kørende trafik på stisystemet, nemlig cykler og knallerter.
Fremmødet af den danske presse er overvældende: 3 biler fra DR1 og to fra TV2. Herudover fotografer fra Ritzau Scanpix og Nordjyske samt et antal, jeg ikke umiddelbart kendte. Jo, der bliver skrevet historie i dag i Ålleren og den historie bliver veldokumenteret.